Hej venner...

Ferien står for døren, og i år er der kun 14 dage til rådighed, fordi uge 27 blev brugt til en vellykket campingtur til Sannes Familie-camping på Bornholm.

Dagbog for Lone & Tommy Boisen´s ferietur 2004 til Istrien i Kroatien.

Fredag d. 16/7: afgang ved 18. tiden, fuldt læsset med cykler og surfbrædt på taget, og Hymeren pakket så vi kan klare os i meget lang tid. Det går rask sydover med overnatning efter 304 km. på Hasselhöhe som er en rigtig god resteplads til overnatning.

Lørdag d. 17/7: Vi har glemt vores fortelttæppe og underlag, hvilket Lone IKKE er tilfreds med, så jeg må ringe til vores Tyske Chef Knut Grewe og anmode om hjælp, hvilket lykkedes idet hans svigersøn kører ind i firmaet i Lohfelden ved Kassel, hvor vi sammen afmåler 6 m. tæppe. det kostede en time ekstra, men nu er fruen glad igen, og turen fortsætter sydover uden problemer ider der ingen lastbiler er på vejene. Vejret er meget skiftende med sol, torden og regn, men vi når helt ind i Østrig og overnatter på Rest Rosenkranz ca. 12 km. før Tauern tunnelen hvor triptælleren står på km. 1271, hvilker giver en dagstur på 967 Km.

Søndag d. 18/7: Herlig morgenstund med bjergene omkring os, og jeg tager et velfortjent brusebad i campingvognen, imens Lone anretter et godt morgenbord. Turen fortsætter ad Tauernbanen og ind i Slovenien, hvor vi via Ljubiana kører ned over Postojna og videre til Kroatien med en smuk udsigt da vi når istrien, og en positiv overraskelse er at en helt ny vej fører os let og elegant ned igennem Istrien og næsten helt til Pula.

Vi kører direkte til Camping Pomer på øen Premantura, idet pladsen har flest faciliteter iflg. DCU campingbogen, men skuffelsen er stor da vi erfarer at tilkørselsforholdene med vores store træk VW Passat TDI og Hymer Moving 545, er rent elendige, og pladsen er trang og efter vores vurdering elendig samtidig med at der var en infernalsk larm af chikader i eftermiddagsheden.

Vi får lidt besværligt vendt kareten, og overvejer et øjeblik at køre mod Porec hvor vi var før krigen, men vælger alligevel at prøve en anden plads og en anden ø som hedder Medulin. PÅ vejen ser vi en info for Camping Kazela, som lokker med en gratis prøvenat og nyrenoverede faciliteter, og da det ikke kun er FKK (Naturist), men også en afdeling for TEXTIL, kører vi dertil. I receptionen checkes vi ind, og får beskeden at vi bare kan køre ind og finde os en plads som vi lyster, og jeg skal love for at der var plads, og vi fandt hurtigt en plads i første række lige ud til vandet i en afstand af kun ca. 20 m. med rekreativt område imellem. Herligt at have panoramaudsigten lige fra forteltet, og kikkerten er blevet brugt flittigt til at studere småøer og sejlende..

Med lidt fejlkørsel endte speedometret på 1710 km. og en dagstur på 439 km. Vi monterede straks vores Shadow solmarkise for hurtig skygge, og da solen var ved at være væk kunne jeg ikke lade være med lige at vaske campingvognen, idet fluesmælder og især dieselos havde sat sit præg på vognen, og selv om naboen kiggede lidt nåede jeg lige at sætte vores Ambassador Gold op i næsten mørke, for det bliver hurtigt mørkt hernede.

Mandag d. 19/7: Vi vågner til ren sol, og efter morgenmaden monteres Shadow igen ,men udenpå forteltet, og ferieboligen er ved at være perfekt. Dagen er gåer med at drive og dase - se os om på pladsen og købe badesko som er nødvendige af hensun til de mange søpindsvin, og imens Lone lå til grillning, snorklede jeg rundt og kiggede kulørte fisk, søpølser og andet godt i havet. Min cykel punkterede desværre lidt hurtigt så jeg i sol og varme måtte have gang i lappegrejet, og her til aften er det bare perfekt stille vejr, og Grillen bliver belagt med en stor Flanksteak, som sammen med nypillede kartofler, tomatsalat og en rigtig god rødvin udgør et perfekt aftenmåltid, som indtages alt imens vi skuer ud over havet og ser spadserende på aftentur. Ja og nu sidder jeg her kl. 23:30 og beskriver turen indtil nu, alt imens jeg i det fjerne kan høre musikken fra restauranten.

Tirsdag d. 20/7: Op kl. 07:00 og løbeskoene på, og på 31 min. nåede jeg pladsen rundt og næsten ind til Medulin og tilbage igen, dejligt at entre havet og blive svalet godt igennem, og så hjem til Lome og nyde herlig morgencomplet alt imens solen begynder og bage fra en skyfri himmel. Opvask og så ud i vandet igen og snorkle rundt og se på kulørte fisk, alt imens Lone brankes i solen. Da min cykel er punkteret 3 gange og er umulig at lappe vælger vi at køre til Pula for at finde en ny slange, men det lykkedes ikke idet vi blev sultne og kørte tilbage til byen Medulin med markedsgade og restauranter.. 2 store Quattro Stagioni pizzas en stor øl og en cola 107 Kuno hvilket svarer til ca. 115 kr. og nu sidder vi 22:41 i 23g. varme, med en kop kaffe og nyder vandets skvulpen og svag musik fra pladsens restaurant.

Onsdag d. 21/7: Morgenløbetur, svaler og dejlig morgenmad med blødkogte æg - det er livet. Alt imens Lone steger kører jeg ind til byen for at finde en ny slange til cyklen, og jeg finder et butikscenter i Pula hvor det lykkedes i en Intersport butik, så jeg er glad igen. Et par gode bøffer indkøbes til grillen for hele 27 kuno - og der er billigt. Lidt underligt men alligevel dejligt føles det, idet vi de seneste mange år har holdt ferie sammen med andre, at vi nu er helt alene her, men en ro og eget tempo er LISE for sjælen, kombineret med det gode vejr og vor heldige plads. Her til aften var det vindstille og bøffer, rødvin, stearinlys gjorde det rigtig godt og hyggeligt, og så blev det også til en god whisky på taburetten i vandkanten i mørke med stjernehimmel.. For øvrigt måtte vi tilbage til Intersport fordi slangen ikke passede, men de byttede med et smil - og så fik Lone indkøbt 2 par shorts ved samme lejlighed.

Tosdag d. 22/7: Som sædvanlig vågner vi op til den dejligste morgenstund med sol og klar himmel. Der steges lidt på stranden, og ved middagstid er der en herlig vind som nogle er begyndt at surfe i. Jeg får også lyst til at surfe, så brædt og sejl klargøres, med lidt tvivl om der nu er vind nok. Med lidt gelinde lykkedes det fint at komme ud over klipperne, og så er det smarte at starten foregår let, ved bare at stå på en høj klippe og gå direkte på brædtet og sejle. Jeg fik mange gode ture frem og tilbage, og ind imellem gik det rigtig godt, og andre gange stod det helt stille. Fantastisk at se hvor klart vandet er idet bunden tydeligt kan ses selv om der er 4-5 m. dybt. Sidst på dagen cyklede vi ind til Medulin ca. 3 km. En rigtig hyggelig by, og på torvet højt oppe med udsigt fik vi 1 STOR øl, 1 Cappuccino m. fløde, og 1 vand for ialt 27 kuno = max 30 Kr., middagen blev en kødplatte for 2, m. gemischter salta, 1 STOR øl, 1 glas vin, og 1 vand for ialt 193 kuno = ca. 200 kr. Super betjening og flinke mennesker.

Fredag d. 23/7: Igen en solrig morgen med let brise, alt imens vi hører på SMS at DK vejret er 18-20g. og ikke noget at prale af. En lille hygge-cykeltur blev det til, og en stor øl på torvet til kun 12 Kuno. Aftenturen gik til Pula for at se byen og hvad en båd.tur til Venedig koster, men 550,- pr. snude var mere end vi ville når vi har været der 2 gange tidligere. Pula virker mere forjaget og snavset, så vi blev enige om at spise i Medulin by, og det var godt valgt, for at sidde på en tagterrasse og få serveret h.h.v. Pizza og fyldte Calemares (blæksprutter) med stor øl og vand til kun 199,- for det hele incl den snaps som huset gav - det var fint. Nu er vi tilbage i hymeren igen og nyder stilheden og kigget ud i mørket, og jeg fangede lige en stor chikade der var i forteltet, og det vat godt jeg havde handsker på, idet den tydeligt forsøgte at bide.

Lørdag d. 24/7: En varm nat er overstået, og morgenstunden byder på lidt mystisk vejr, og det viser sig sidst på dagen at ende med lidt regn og megen torden, et fantastisk syn ud over vandet hvor det blinker og brager, og adskillige kraftige lyn slår ned i vandet, men det er langt væk, og en aftentur i tørvejr lykkedes med en meget lækker isdessert i vores lokale isbar nede ved stranden bare 50 m. herfra. En trist nyhed var at vi fik meddelt at en af vores rigtig gode venner desværre var afgået ved døden her til formiddag, og det satte sit naturlige præg på dagen, hvor vi især tænkte på de mange gode oplevelser vi havde haft sammen, og ikke mindst enken som nu får hele sin tilværelse vendt på hovedet.. Æret være hans minde.... en god ven og kammerat...

Søndag d. 25/7: Blæst, rusk og lidt regn natten igennem har forstyrret nattesøvnen, så ingen løbetur til morgen, men til gengæld rykker det i den gamle surfer som fluks monterer brædt og sejl og styrter ud i det frådende hav, og her blev jeg overbevist om at man sagtens kan surfe hernede. Det gik i højt tempo frem og tilbage indtil armene var ved at falde af og det var rigtig sjovt, bortset fra at jeg et par gange (tæt på land) måtte i baljen fordi haleroret gik imod klipper. Lettere overskyet og lidt blæsende hele dagen, hvorfor vi valgte at køre til Porec og gense byen som vi sidst så for 14 år siden i 1990, og der var især sket en del på havneområdet. Porec er meget turistpræget og det ses på priserne som lå noget over niveauet i Medulin, og ingen restauranter tiltalte os, og derfor valgte vi at spise i Medulin hvor vi fik Pariserschnitsen med gemischter salat, øl og sodavand til 144 Kuno ca. 150 Kr. og det var godt.

Mandag d. 26/7: Dagen starter blæsende og overskyet, men efter morgenløb, morgenbad og morgenmad klarer det op og vinden stilner af. Jeg får lyst til en god cykeltur ind til Medulin og videre til Pomer, og campingpladsen bliver besigtiget endnu en gang, men der er ikke noget at komme efter - et lidt kedeligt og støvet sted. Tilbage til Medulin og ind på stamcafeeen på rådhuset for at få den sædvanlige store Pivo til kun kr. 12,- . Skønt at sidde og filosofere og kigge mennesker. Hejm igen via en anden lille by. Massage på stranden kan købes til 90 kuno for 1/2 time, og det skal prøves, hvilket er en skøn fornemmelse bare at ligge på brixen og blive gennemmasseret i nak, ryg og arme.. Lone sagde at jeg så helt salig ud da jeg kom hjem, og om det var massagen eller de store bøffer der ventede på grillen skal jeg lade være usagt.

Tirsdag d. 27/7: Regn og rusk fra morgenstunden, men allerede nu kl. 10:00 skinner solen fra en skyfri himmel dog stadig med rusk og skumtoppe på bølgerne. Ved middagstid beslutter jeg at surfe, og det var rigtig godt med masser af vind og fart over feltet, så jeg hurtigft bliver træt i armene og må stoppe.Eftermiddagstur til medulin, med Pivo på den lokale, og aftensmaden blev en oplevelse for sig. Restaurant Anita på promenaden så fin og indbydende ud med dug, servietter og pynt på bordene.. Vi startede med en suppe, efterfulgt af rigtig lækker spaghetti-ret, og inden serveringen gav huset en lille aperitifmenu med brød, vi fik 1 weisbeer, 1 vin og vand, og jeg fik kaffe samt en snaps på husets regning alt ialt beløb det sig til Kuna 104,-, så Lone mente ikke det kunne betale sig selv at lave aftensmad. Til aften bød vi naboen på en whisky, og det endte med at vi sad og sludrede til over midnat. De var fra Østrig og havde været her flere gange, og mente absolut det var den bedste og roligste plads på egnen.

Onsdag d. 28/7: Herlig morgenstund med klar sol og næsten ingen vind, så løbeturen 7´gang, og morgenbadet var en fryd. hygge og strandtur det meste af dagen, og her til aften blev vi enige om at det næsten ikke kan betale sig at grille, kontra restaurantpriserne, så det blev igen Restaurant Anita, hvor vi fik lækker Pizza, syppe og kaffe m. øl og vin og snaps 130,- incl. drikkepenge.

Torsdag d. 29/7: Denne sidste dag starter kl. 7:00 som alle andre med løb, morgenmad og fredfyldt ro, og ingen vind, efterfulgt af lidt oprydning/forberedelse til aftenens nedpilning af telt m.m., Klokken er nu 11:00 og Lone ligger allerede og soler sig ved stranden. Vi har aftalt at vi til aften når teltet er ryddet, spiser på pladsens restaurant ikke langt her fra, hvor vi vil have en god middag og lytte / danse til den levende musik der har været næsten hver aften. Det gik næsten som planlagt med wienerschnitzel, øl og vin lidt dyrere end vi plejer 169 kuno. og ingen musik, men dejlig isdessert fra den lokale isbar. Forteltet blev ryddet til middag p.g.a. sorte skyer som dog hurtigt forsvandt, så vi rigtig kunne få glæde af vores Shadow solsejl .

Fredag d. 30/7: Vi har aftalt at køre straks efter morgenmaden ca. 9:00, og det gjorde vi så, men det var trægt op igennem Kroatien, og vi kørte også forkert, men vi nåede dog at tilbagelægge 719 Km. og overnatte på Köshinger Forst resteplads ca. 50 km. inde i tyskland.

Lørdag d. 31/7: Afgang kl. 9:00 efter en god nats søvn, og morgenmåltid - trods støj og larm fra motorvejen, og en sådan lørdag er perfekt i Tyskland når man skal nordpå. Ingen lastbiler og glidende trafik hvor fartpiloten stod på 95 km. i timer uden at blive rørt, så skrider det godt, så det endte med at vi fortsatte helt op til grænsen, hvor vi handlede 21:30, hvorefter vi kørte helt hjem og landede i Bredal efter et dagstrip på 964 km.

Ialt 1683 km. på hjemturen, og et total km. på fereien 3748 km. med et gennemsnitsforbrug på 9,1L pr. 100 km, d.v.s. ca. 11 km. i snit, flot klaret af Passaten med 1600 kg. på krogen.

Konklusion: En vellykket ferie på en meget god campingplads Kazela med masser af plads, tæt på byen Medulin i gå ell. cykel-afstand, masser af muligheder for udflugter, restauranter, shopping, og spil på pladsen, klimaet og vejret er perfekt.. Absolut et sted vi gerne kommer igen for der er rigeligt at se på.

Hilsen og knus til alle

Tommy
e.mail: tkb@paradis.dk
 
Desværre kan mobillos ikke loade billeder - så dem må I have tilgode til senere..

T.Mac. oprettet d. 19/7-04 23:42 rettetsidst d. 1/8 kl. 23:50

------------------- 24/4-2005
Og dog - Claus Willesen har nogle fine sider med alt godt om Kroatien Camping.. TRYK
og et par af mine billeder fra Kazela ligger der nok så fint.. TRYK